I de slidte lokaler på Bøgeallé hvor vi holder til, er der denne morgen fire elever ud af otte, der er mødt op. Det er ikke usædvanligt, disse elever er fra det nederste trin af den sociale rangstige, alternativet for dem er kontanthjælp eller kriminalitet. Men de vil en forandring og er derfor mødt op på denne uddannelse, hvor vi påstår at kunne hjælpe dem til et bedre liv, i første omgang ved at blive bedre til at fastholde et arbejde.
Disse fire elever har valgt at tage en uddannelse hos mig. Den ene er Ahmad.
Denne morgen er mandag, hvor jeg er klar til at gennemgå ugens aktiviteter og hvem der er ansvarlig for hvad igennem ugen. Jeg konstaterer efter kort tid, at Ahmad ikke deltager i planlægningen, men vælger at vippe på stolen og sidde og fnise og komme med irrelevante kommentarer.
Så jeg spørger selvfølgelig, om Ahmad ikke har lyst til at være med til planlægningen, for ellers synes jeg da, han skal vælge at tage fri i stedet, for der er jo andre, der gerne vil være med.
Han problematiserer det, og bliver lidt aggressiv, rejser sig fra bordet og hæver stemmen imens han gestikulerer med begge arme. Jeg bliver noget usikker, på dette tidspunkt har jeg ikke være ansat længe og har ikke helt så meget ro til at kunne overskue situationen. Jeg beder ham om at gå udenfor, for vi har ikke plads til ham, hvis han er så vred. Da jeg samtidig laver en affejende bevægelse med hænderne, mens jeg beder ham om at gå, bliver han vred og råber efter mig.
Da vi begge, senere, er faldet til ro, giver vi hånd og siger undskyld, og Ahmad viser sig siden at være en super rar fyr, der dog til tider har problemer med mindreværdsfølelser og især temperament. Og jeg er siden blevet bedre til det der med kropssprog.
